Julehilsen fra Mig til Alle Jer.
Det er 4. Søndag i Advent og nu tiden til at ønske hinanden og vore nærmeste en glædelig jul.
En helt anderledes jul, hvor jeg kan mærke, at juletravlheden i år, er noget behersket og til at overskue, og det giver tid til at reflektere over det år, der nu snart rinder ud.
Vi kan vælge at sige, det var et forfærdeligt år som vi mest ønsker at glemme.
Sådan har jeg det slet ikke, når jeg her op under julen tænker på året og på hvad vi har set, hørt og oplevet. Naturligvis har der været en del udefra kommende ting, der har påvirket vores liv, det kan vi ikke benægte, men som jeg ser det, har det også medført en lang række positive elementer.
Coronaen har været en plage, men den har samtidig fået de fleste af os til at reflektere over vores eget liv og vore indre værdier. Den tætte familie er rykket endnu tættere sammen, de rigtige venner har været der for hinanden, de overfladiske venskaber er skubbet til side og vi har fundet ud af, hvad der er vigtigt for os og for vore allernærmeste.
Udrejserestriktioner har tvunget os til at blive hjemme; men det har også medført en helt utrolig ro og med plads til anderledes aktiviteter med dem vi holder allermest af.
Restriktioner i fritidslivet, manglende teater- og biografture samt café og restaurantbesøg har tvunget os hjem og ud i naturen, sat fantasien i gang og samtidig givet os ro i hovedet og rykket rundt på vore egne prioriteringer.
De fleste af os har reflekteret og er blevet klogere på os selv; medens de færreste har gået i demonstrationer og været imod alt.
Alle mennesker ønsker at være lykkelige og rigtig meget af det der skal til, kommer indefra. En spændende person har engang fortalt mig: “at det du har fokus på kommer til at ske og det du sende ud kommer tilbage”, så hvis vi tænker positivt og sender positivitet ud, vil den komme tilbage i en positiv form… det tror jeg på.
Alle mennesker ønsker at være lykkelige, uanset hvad vi tror på og hvilken religion vi vælger at tilhører. Vi er rigtig mange forskellige folkeslag på vores klode. Jeg håber, og ønsker, at vi i 2021 kan have fokus på at forbedre vores menneskesyn – globalt.
Et menneskesyn med udgangspunkt i at “Jeg er OK og Du er OK”, vi er alle OK med hver vores forskellige holdninger og værdisæt, uanset hvilken gruppe af mennesker vi identificerer os selv med, så hvis vi kan nå frem til, at vi alle er lige meget værd og værdifulde uanset om vi er: kødædende, veganere, homoseksuelle, heteroseksuelle, unge, seniorer, kristne, jøder, katolikker eller muslimer.
Vi bærer vores meget forskellige kulturer i vores sjæl, men vores adfærd i forhold til vore indre værdier, er vi selv herre over.
Med disse betragtninger, der er lige så anderledes som året, vil jeg ønske alle, en rigtig dejlig højtid og et fantastisk Godt Nytår, hvor jeg vil glæde mig til et gensyn.